Min kæreste

Billeder af Michael
 

Ja altså, mange synes jeg skal kalde ham min mand, men vi er altså ikke gift, og jeg ved faktisk ikke om vi nogensinde bliver det *vræl* På trods af, at jeg får hjælp af tøserne i ML (Mens Lounge) på Jubii, så kan han ikke komme over de skrækhistorier man hører om folk, der har været kærester i 10 år, bliver gift, og går fra hinanden kort efter… *suk*

Update 2007: Nu har vi taget beslutningen om at blive gift i sommeren 2008, så håber vi på at alt går vel J

Men altså… jeg gik på VUC og havde engelsk på B-niveau. Mine to bedste og næsten eneste venner havde lige droppet mig, så jeg trængte til at komme ud og lære nogle nye mennesker at kende. Og så lå landet sådan, at vores engelsklærer underviste en klasse der blev kaldt en "international fagpakke", og de skulle på tur til Skotland. Heldigvis for mig, var der mange der meldte afbud, så vores engelsklærer spurgte os, om nogen af os ville med på den tur. Og det var jo lige min chance til at mænge mig med nogle andre unge mennesker J

Og så gik turen altså til Skotland i marts 1998. Jeg var der jo ikke for at lære noget, så jeg hyggede mig rigtigt med at feste om natten og sove om dagen når vi var på tur :-D (Jeg var sammen med nogle forskellige hver dag, ligesom for at udvide min vennekreds højst muligt :-D). Jeg ærgrer mig lidt over det nu, for jeg gik glip af alt det smukke højland… jeg vågnede kun op, når bussen stoppede, for lige af få mig en smøg.

Der var en fyr og en pige fra "den-der-klasse" der virkede ret snobbede og jeg tænkte, at dem skulle jeg nok holde mig fra. Men de synes åbenbart jeg var ret morsom fordi jeg sov hele tiden, og pludselig blev jeg bedste venner med hende pigen (og desværre lidt upopulær hos den piges første bedste veninde :-S).

Men altså, hendes mandlige ven havde en anden ven som altså var ret sød (og det er så her min dejlige kæreste Michael kommer ind i billedet ©). Og jeg fik efterhånden mænget mig ind til alle deres fester… en aften var alle gået, og Michael og jeg sad og snakkede. Jeg var vist lidt fuld, og helt klar på… nåh ja, det skal jeg ikke komme nærmere ind på :-S Men så siger han bare, at nu synes han jeg skal gå op på mit værelse… damn! Hans ven spørger mig i øvrigt om jeg har en kæreste, men det vil jeg altså ikke udtale mig om foran hele min og deres klasse :-S

Men så går turen hjemad, og jeg sidder i øvrigt ved siden af Michael på turen hjem J Han har som sædvanligt ikke fattet en meter, men hans veninde fortæller ham, at han er forelsket i mig, og det kan han vist ikke helt kapere. Jeg er jo alt for ung! Da han kommer hjem finder han ud af, at han altså savner mig ret meget, så han fortæller Gud og hver mand om mig, og det bliver de vist hurtigt trætte af at høre om. Så han beslutter sig for, at invitere mig ud. Vi er til noget eksamens-forberedelse, og jeg sidder og fniser sammen med en anden fyr, og Michael bliver rimelig olm på "den dersens filejs" (jeg ved godt dersens ikk' er et ord :-P). Men han tager sig alligevel sammen til at spørge mig om jeg vil have en kop kaffe (ja, han følger efter mig helt ud på gaden, og jeg er lige ved at sige til ham "Hvad… følger du efter mig?" *G*). Men jeg vil da gerne drikke en kop the sammen med ham (for jeg fortæller min mor, at han jo sagde kaffe, og så tænkte min søster, at så måtte jeg dælme være forelsket, hvis jeg ligefrem drak kaffe *G*). Og så sidder vi og snakker om alt og intet - jeg ved jo næsten hvad han vil spørge mig om, og overvejer om jeg selv skal sige det, men nu er jeg jo lidt usikker, såh… Ja, jeg tror sQ næsten der går en times tid før han spørger om jeg vil med ud og spise. Og jeg siger "JA!" Bagefter siger han så, at det er den 1. april, og hvis jeg havde vist det, havde jeg sQ nok sagt nej, for jeg ville tro det var en joke ;-)

Jeg mener vi tager ud og spiser om fredagen d. 3/4-98. Hans psykologi-lærer har valgt en hyggelig kinesisk restaurant, og bagefter på et eller andet værtshus, har han fået en seddel med, så vi kan få noget at drikke på psykologi-lærerens regning :-D Et meget specielt sted skal jeg lige hilse og sige… først påstår de, de ikke kender den psykologi-lærer og senere siger de til Michael: "Det var da ikke hende du havde med i sidste uge!" :-S

Jeg skal så til min dejlige nevøs 5 års fødselsdag om lørdagen, men jeg mener jeg tager hjem til Michael om søndagen. Min mor bryder sig ikke om, at jeg færdes ude om aftenen/natten, så hun foreslår at jeg sover hos Michael (som om det skulle være meget bedre? *G*). Og han siger da også lige, at han synes jeg er meget modig - vi laver intet den nat! For en gang skyld ville jeg prøve at være kostbar :-D (pssst…og det gav pote, skal jeg hilse og sige ;-))

Michael har altid sagt, at hvis han fik en kæreste, røg hun ud, når hun begyndte at sige "vores" stereoanlæg… hans mor spørger så, om jeg måtte sige vores stereoanlæg, og han siger så: "Hun må sige mit!" J

Nå men altså… min søster og bror spørger mig jo ud, og jeg fortæller, at jeg synes han er sød, men jeg er ikke sådan rigtig forelsket (det havde jeg heller aldrig været indtil den dag)…

Jeg tilbringer så en påskeferie sammen med ham, og *slam* *smack* *bang* så er jeg sQ lige pludselig forelsket :-D

Han synes så det er på tide, at jeg ser hans forældre, men det bliver så aflyst. Men så kan han jo få lov til at se min mor, så min søster, svoger, niece og mor inviterer os hjem til min søster & co. Det første der sker, er at Michael og mig får en ordentlig skideballe, fordi vi sådan ca. er en time forsinket :-S Kort efter bliver Michael hevet med på værtshus af min svoger, de bæller et par øl, og Michael er godkendt *G* :-D

Og jeg fik da ozze set Michaels familie - hans forældre, lillebror med kæreste og barn og hans farbror og farmor. Jeg havde det fint, og var ikke specielt anspændt eller nervøs. Men pludselig får jeg det sådan lidt… kæmper mig ud på toilettet, men falder pladask om i deres gang. Alle bliver jo helt nervøse, og hjælper mig op og sådan, og jeg siger "Jeg har det fint!" *smask* så lå jeg der igen - damn! Jeg har nok mumlet et eller andet med, at sådan gør man sig bemærket, men Michael siger, at så let slipper jeg altså ikke - han er heldigvis ikke skræmt væk. Pyh-ha! Men helt ærlig…?!? Det er fa'me ikk' den bedste start… *G*

Nåh men altså… i den tid jeg har kendt Michael har han… ja, sæ'fø'li' gået på VUC, bagefter var det en social rådgiver-uddannelse i Esbjerg, men vi kunne ikke undvære hinanden, så det blev droppet. Så har han været ude og sejle, fordi han ikke var helt færdig med Marinen, hvor han har brugt det meste af hans liv, før mig. Han prøvede at tage en merkonom-uddannelse, men det var slet ikke ham. Og så startede han på kokke-uddannelsen, der var hans store drøm, men pga. et hash-misbrug gik det i vasken. Han kom så i behandling i næsten 1 år, og nu ryger han ikke hash mere, eller andre former for stoffer (kun alkohol til festlige lejligheder). Men han har måtte indse, at han ikke kan blive kok, fordi det er for stressende, og fordi der er for meget alkohol og for mange stoffer i den branche. Så nu skal han altså starte på pædagog-seminariet her til august 2004. Han har allerede snuset til det, da han har været i aktivering i et fritidshjem og ungdomsklub, og første dag han kom hjem derfra, var han bare så lykkelig, og kunne ikke se hvorfor pædagoger synes det var så hårdt et job *G* ;-) Men når han er uddannet vil han nok gerne arbejde med unge kriminelle, som jo nok bl.a. ryger hash m.v., og det kender han jo en del til selv, så det bliver han super god til J
 

Desværre blev Michael sygemeldt med en depression i 2007, da hans far fik kræft. Han startede så igen i aktivering og fandt noget han var endnu gladere for, nemlig at være gartner. Han kan godt lide at komme ud og arbejde fysisk, få brugt kroppen.

Ja altså, jeg blev jo først rigtig syg (i hvert fald på papiret) kort efter jeg lærte Michael at kende, og han har bare været guld værd. Han har virkelig støttet mig, været der for mig - altså han blev ikke skræmt væk, selvom det har været hårdt nogle gange. Og i starten var han ved at tro, at det var hans skyld at jeg var så deprimeret, men det er det i hvert fald ikke. Det er nok nærmere hans skyld, at jeg ikke gik helt i hundene ©

Til slut skal jeg sige, at Michael desværre har mistet sin mor og farmor i de år der er gået. Jeg synes selv jeg har været der for ham, men jeg tror specielt den behandling han har været i (for sit stof-misbrug) har hjulpet ham med at bearbejde nogle ting. Jeg skal måske lige sige, at det sted han var i behandling i, hedder Vejviseren, og det kan varmt anbefales (min bror har også gået der).

Billeder af Michael