Min Historie
Min Historie
Denne livshistorie startede jeg på i 2004 og den er sidst blevet
opdateret i slutningen af 2007. Den er skrevet med den viden, de
symptomer og det verdenssyn, erfaring m.v. jeg havde dengang (2004).
Meget af det har ændret sig og måske en dag får jeg revideret den :D
Jeg er født i Rødovre i 1975 og opvokset i Hvidovre i en harmonisk
familie med far, mor og to ældre søskende. Fra jeg var helt spæd kunne
jeg besvime i min mors arme og blive som en karklud. Da jeg var 8 år
kom jeg bl.a. i behandling for epilepsi og var det i 3 år, og hele mit
liv igennem har jeg været under mistanke for at have epilepsi, da jeg
har det med at besvime fra tid til anden. Fra femte klasse og opad
havde jeg op til 100 sygedage om året, men på trods af det, gik
skoletiden godt med gode karakterer (jeg fik bl.a. 13 i dansk i 9.
klasse) og gode venner, som "overfaldt" mig af bar glæde, når jeg kom i
skole igen.
Min mor fortæller at jeg i forhold til mine søskende godt kunne lide
fred og ro som barn og forsøgte at være mere alene end dem. Selvom jeg
havde meget svært ved at kysse og kramme virkede jeg som et kærligt
barn (de vidste ikke jeg havde svært ved at kysse og kramme).
Jeg sov inde hos mine forældre til jeg var pinligt gammel, da jeg var
bange og så ting om natten - det var min far ikke videre glad for, da
jeg sparkede ham de mest ømme steder om natten og da mine forældre jo
gerne ville have et privat voksenliv. Nogle gange prøvede mine forældre
at være hårde og tvinge mig til at sove i stuen, som lå lige op til
deres soveværelse, men jeg måtte græde mig selv i søvn. Selv når jeg
havde venner på besøg var jeg bange: Hvis jeg lå og kiggede på folk om
natten, forandrede deres ansigt sig til alle mulige uhyggelige
ansigter, og dette har fulgt mig til jeg i 2001 begyndte at få
Risperdal. Og det er desværre vendt tilbage...
Som barn fik jeg dog også tit lov til at sove inde hos min bror, hvis
jeg "tegnede" ham på ryggen. Det var fordi han elskede og elsker den
dag i dag at blive nusset på ryggen. Men han var så sød at lave det med
tegningerne, så det også var lidt sjovt for mig. Efter han har fundet
ud af, at det var fordi jeg så alle de her uhyggelige ting, er han
blevet vildt ked af det, fordi han føler han "udnyttede" mig. Men jeg
var jo bare ovenud lykkelig, for at få lov til at sove derinde, og når
han så oven i købet lavede lidt sjov ud af det - det har jeg absolut
ingen traumer over!
Min bror mener i øvrigt der bør stå hvor "ond" han var ved mig. Han kan
vist ikke huske det selv, men jeg husker at vi var inde i vores
forældres seng, og så blev han bare ved med at give mig lussinger. Til
sidst blev jeg fuldstændig hysterisk, og overfaldt ham med alt min
vrede. Han var totalt smadret af grin, så jeg kunne faktisk banke ham
(lidt), da han grinte for meget til at gøre modstand. HA! *GG* (dette
er skrevet i sjov, men det er altså rigtigt!!!)
I øvrigt har min mor også fortalt, at min bror og hans venner ikke
havde noget imod at have mig inde på hans værelse selvom jeg var 7 år
yngre. Det var selvfølgelig for at de kunne drille mig, men jeg elskede
bare opmærksomheden *G*
Der kommer nogle episoder, hvor jeg bliver nødt til at nævne navne, for
at det ikke bliver for forvirrende. Jeg har dog ændret folks navne, for
ikke at udlevere nogen.
Engang i 2. klasse havde min underbo som gik en klasse over mig, set
sig ondt på mig, selvom vi altid legede sammen. Alle pigerne fra hendes
klasse mobbede mig vist nærmest på den måde, at de stod i en cirkel
rundt om mig. Jeg kan faktisk ikke huske det, andet end at jeg løb ud
på et toilet, og min dejlige barndomsveninde "Frederikke" som jeg også
havde været bedste veninder med i børnehaven, løb med mig derud, og jeg
stortudede. Da min storebror hørte dette, gik han til deres lærer og
det sluttede samme dag. De var jo samtidig også sk*de bange for min
bror, som nok gik i 9. klasse.
Jeg havde en veninde hvis mor døde da vi ikke var så gamle, men vores
lærer synes ikke jeg skulle tage med til begravelsen, så det gjorde jeg
ikke og vi har talt om senere hen, at hun havde været glad hvis jeg var
kommet. Af en eller anden mærkelig grund begyndte jeg at tro på Gud da
det skete - jeg ville finde en mening med tingene. Min veninde
inviterede mig til hendes fødselsdag kort tid efter, og selvom jeg var
bange for at de ville græde hele tiden, mødte jeg op. Mine andre venner
synes jeg var meget modig.
Da vi piger begyndte at få "babser" blev mine ret så store. Det er jeg
bare blevet "mobbet" med af drengene fra dag et. Men samtidig fik jeg
jo positiv opmærksomhed fra mange fyre på gaden, så ærligt har jeg ikke
store traumer over det! Men da vi holdt gammel klassefest for nogle år
siden, stillede en af drengene sig op, og gav mig og "Jette" (en anden
pige fra klassen), en undskyldning. Jeg var målløs! Men han arbejder
med børn nu, og har set hvordan det kan ødelægge dem. Jeg tror det var
det vi fik en undskyldning for, eller også har det måske været fordi vi
var "lidt" buttede. Jeg kan faktisk ikke huske det, og jeg tror altså
ikke, det er fordi jeg har "fortrængt" det *GG*
Men mht. mobning så er jeg blevet mærket for livet. To episoder jeg
tydeligt kan huske! Den ene af episoderne var en række af hændelser
hvor jeg bare blev mobbet på en sådan modbydelig måde, at jeg aldrig
vil glemme det og jeg fyldes stadig af had når jeg tænker på det. I
forhold til det, er den anden episode en bagatel. Der var en pige i min
klasse, "Susanne", der altid blev mobbet. Da jeg fortalte min mor om
det, sagde hun, at jeg skulle tænke på at det var mig selv der blev
mobbet. Da min mor altid har respekteret mig, lyttede jeg naturligvis
til hendes råd, da jeg samtidig syntes det var meget fornuftigt. Derfor
tog jeg "Susannes" side. Jeg havde på et tidspunkt fået af vide af de
andre, at i hvert fald "Karen" havde stjålet et eller andet, som jeg
åbenbart har sagt højt. Derfor fik de arrangeret (hele klassen!), at
der pludselig lå et bip-bip-spil i både min og "Susannes" skoletaske.
Et bip-bip-spil som vi ikke ejede, og som derfor var stjålet. Pludselig
var vi tyve! Der blev ikke gjort noget ved det, men hold da op hvor var
det ondt.
De fik alle mine veninder over på deres side. Bl.a. ved at sige til
"Jette", at jeg havde sagt noget dårligt om hendes mor og at jeg også
havde sagt at "Jette" var tyk. Så brød hun vist sammen i en
formningstime og jeg var syndebukken. Hvorfor skulle jeg dog sige at
hun var tyk, når jeg selv var ret buttet? Det med at jeg havde sagt
noget dårligt om hendes mor, var vist endnu engang fordi jeg havde
"noget" på dem. "Karen" havde sagt noget dårligt om "Jettes" mor. Men
det skal lige siges, at "Jette" er den samme "veninde" som droppede mig
mange år efter, fordi vores fælles ven var blevet sur på mig.
Det var den dag hvor jeg brød totalt sammen foran i hvert fald
"Jeannette". Jeg tudede og råbte og skreg af hende. Hun blev meget
chokeret og undskyldte, men jeg var så fuld af harme, at jeg bare gik
min vej. Jeg ved ikke hvad der skete, men min mor fulgte mig ned til
den fritidsklub jeg gik i, og der kom "Karen" og "Jette" imod mig, og
så var alt åbenbart godt igen (jeg var vist stadig meget sur).
Men jeg har heller ikke fortalt det værste! Mens alt dette stod på
havde vi vikar. De svinede mig bare til, og vikaren sagde til dem, at
hvad nu hvis jeg gik hjem og skød mig. "Jeannette" sagde så, at det
ville da være dejligt! Aldrig i mit liv er jeg blevet såret så
alvorligt! Det er den eneste gang jeg havde selvmordstanker som barn.
Jeg overvejede at begå selvmord og skrive at det var "Jeannettes"
skyld. Det var den eneste hævn der havde været på højde med det hun
sagde! Tænk at man kan sige sådan noget! Vi var altså ikke børn, men
teenagere. Jeg ligger stadig søvnløs om natten pga. dette!
De tog alle mine veninder. Den eneste der var tilbage - eller i hvert
fald holdte sig udenfor - var min elskede barndomsveninde "Frederikke".
Jeg havde nu forventet der var én mere der var blevet på min side - det
var "Christina" hvis mor var død nogle år tidligere. Men nej! Vi
fulgtes stadig i skole, men hun var del i det, selvom hun slet ikke var
en af de værste.
Desværre fik jeg såret min bedste barndomsveninde "Frederikke" så dybt,
at vi de sidste skoleår ikke var særlig tætte. På et tidspunkt sagde
jeg så, at så var der ingen grund til at vi skulle sidde ved siden af
hinanden i klassen mere. Så blev hun helt vildt ked af det, og begyndte
at græde…?! Hun har mange år senere fortalt mig hvad der var skyld i,
at vi ikke var bedste veninder mere. Hun ringede altid til mig når jeg
var syg, og fortalte mig hvad vi havde for osv. Selv dengang var jeg jo
"psykisk syg" og jeg havde så dårlig samvittighed over jeg ikke kom i
skole. Jeg havde dårlig samvittighed, havde det bare så psykisk dårligt
og ville bare "gemme mig fra verden". Jeg ville ikke tale med nogen og
jeg kan godt huske at jeg tænkte meget på at sige til hende, at hun
ikke skulle ringe. (Men det gør man bare ikke!!!) Det var jo "min
dårlige samvittighed" der ringede! Det var det jeg gjorde. Jeg sagde
til min bedste veninde, at hun ikke skulle ringe til mig mere! Jeg kan
slet ikke huske at jeg har gjort det…?!? Samtidig gjorde "Jette" alt
for at få én af os for sig selv. Sådan har hun altid været! Når
"Susanne" ringede og spurgte om jeg kunne være sammen, sagde "Jette"
altid, at jeg skulle sige, jeg skulle noget andet. Ja, jeg er godt klar
over jeg er en nar, fordi jeg gjorde det. Det var bedst for alle (ja
lige på nær mig) at "Frederikke" og "Jette" blev bedste veninder, da
deres mødre var enige om, at jeg var en værre én.
Men jeg har faktisk også været ret hård overfor "Frederikke". Jeg gik
altid og "puffede" hende i maven og sagde "UBA!" Det synes jeg var helt
vildt morsomt… hmmm…?!?! Jeg gjorde det også i timerne i siden på hende
(uden at sige noget) og så hun flippede fuldstændig ud, og lærerne blev
sure på hende. Hun har så senere fortalt mig, at hun virkelig var
blevet nervøst anlagt, hvis folk lavede en hurtig bevægelse - derfor
opdagede hendes mor det. Måske derfor hendes mor synes jeg var en
dårlig veninde.
"Jette" gik også altid og bagtalte "Frederikke" og fortalte blandt
andet at hun havde købt et tørklæde til 600 kr. (var det vist), og det
var vi helt enige om var langt ude. For mit vedkommende fordi jeg var
jaloux, men jeg brugte jo mine penge på Madonna-ting. Og dum som jeg
var, gjorde jeg "Frederikke" til grin på baggrund af de oplysninger jeg
fik af "Jette". Jeg er glad for jeg i første omgang droppede "Jette" og
at hun så droppede mig fordi vores ven havde bedt hende vælge mellem
mig og ham, for hun har godt nok fået mig til at gøre nogle dårlige
ting.
Den anden omtalte episode hvor jeg blev mobbet var engang vi var på
sommerkoloni - det var for hele skolen. Der var en del fra min klasse
med, og en pige fra klassen, vidste ikke jeg var der, så hun stod og
lavede totalt grin med mig og mine "berømte babser". Jeg blev
simpelthen så såret, at jeg råbte et eller andet efter hende, og løb
tudende op på et toilet. Hun blev så helt vildt ked af det og løb
tudende op på sit værelse. Hendes undskyldning var, at hun ikke vidste
jeg havde været der…?!?!? Det er sgu da lige meget… faktum er at hun
lavede grin med mig, så er det jo i og for sig lige meget om jeg var
der…?! Men hun blev selvfølgelig opdaget. Der var så en af de større
piger der prøvede at være mellemmand og få os til at blive gode venner.
En pige som i øvrigt tidligere havde været efter mig mange gange hjemme
hvor vi boede, og jeg er ikke helt klar over hvorfor…?!? Men hende fra
min klasse og jeg blev vist gode venner, og hun er faktisk den eneste
jeg har kontakt med fra min klasse i dag. Egentlig meget underligt, for
vi ænsede ikke hinanden da vi gik i skole. Hun generede mit elskede
idol Madonna rigtig meget, hvilket godt kunne gøre mig meget ked af
det. Dengang jeg gik i skole skammede jeg mig virkelig over at være
Madonna-fan. Der var dog én dag i skolen hvor vi grinede sammen hele
tiden. Der besluttede vi at jeg skulle hjem til hende, men vi kedede
bare numsen ud af bukserne. Desværre måtte jeg ikke gå hjem alene for
min moar, så jeg blev en rigtig "pain in the butt" fordi jeg ikke kunne
tage hjem *G*
Jeg har ikke fået nævnt min dejlige storesøster. Hun boede jo stort set
ikke hjemme fra jeg var 5-6 år. Jeg husker jo alligevel heller ikke så
meget fra jeg var barn, men jeg har bevis på at hun bare var en
fantastisk søster. En masse breve som hun har skrevet til mig mens jeg
var lille og hun var en ung pige. Alle mine bedste breve har hun
skrevet - bl.a. et fra hendes dejlige hund, Lady, som boede hos min
mormor og morfar. De er bare så flotte og søde: Hun har skrevet dem med
alle mulige farver tuscher og lavet en masse tegninger i stedet for
ord. Og når jeg lavede tegninger til hende hang hun dem vist op på sin
dør (står der i et af hendes breve). Hun har nok været en 16-18 år. Det
er ikke alle 16-18 årige der er så søde over for deres små søskende.
Min bror og jeg var vist tit hjemme hos hende i hendes lejlighed. Hun
har bl.a. et billede af min bror og jeg hvor vi mere eller mindre
ligger og sniffer hinandens tæer - intet under vi sov så godt *GG*
Det jeg bedst husker var engang jeg var hjemme hos hende og vi lavede
pizzaer til den store guldmedalje. Pludselig løb vi tør for mel, og som
jeg husker det, rendte vi mere eller mindre ned til købmanden med
pizzadej på fingrene *GG* Men sandheden er jo nok en anden. Men de
pizzaer blev indtaget til årets melodi grand prix. Det første år hvor
man kunne ringe ind og stemme, og "telefonværket" braste totalt sammen,
så man kunne slet ikke ringe til nogen. Vi kunne i hvert fald ikke. Men
der var vist heldigvis ikke nogen der var døde, fordi de ikke kunne få
kontakt til 112 (eller hvad det nu hed dengang).
Da jeg var barn/ung hørte jeg også en slags stemmer, hvad jeg vil kalde
"negativ mumlen" når jeg blev hysterisk og bange. Jeg hørte også en
heksestemme inde fra mine forældres soveværelse og jeg tror sågar jeg
så heksen inde i mine forældres klædeskab engang - når jeg engang
imellem var tvunget til at gå derind lukkede jeg øjnene og løb derind,
ordnede det jeg skulle og hurtigt tilbage. Jeg sad (da jeg var lille)
og talte med min mor ude på toilettet (hun var på toilettet og jeg sad
på trinet til toilettet) og hørte heksestemmen inde fra mine forældres
soveværelse og det gøs mig ned af ryggen.
Jeg husker ikke rigtig så meget fra min barndom andet end at den var
god, men en psykolog jeg kom hos en årgang synes at det var meget
underligt at jeg ikke kunne huske min barndom. Jeg husker mere og mere,
som jeg vil fylde på med tiden.
I 1990 var jeg på min første "rigtige" rejse. Jeg havde da tidligere
været i Tyskland med mine forældre, men denne gang var det med min
søster og hendes arbejdskollega samt hendes datter der var et par år
yngre end mig. Vi var i Tyrkiet og jeg nød det! Det var på denne rejse
hvor de blev meget imponeret over "lille generte mig": Når de sendte
mig af sted efter f.eks. nogle lagner kom jeg først tilbage meget
senere, fordi jeg lige havde stået og hyggesnakket med dem i
receptionen. Jeg elsker virkelig at rejse, og alle mine hæmninger
forsvinder totalt! Da vi kom hjem var min morfar desværre blevet meget
syg og det var bare slet ikke rart! Alligevel tog vi til Tyskland, da
jeg virkelig gerne ville til Madonna-koncert.
I niende klasse var vi i Ungarn, som også var en dejlig tur.
I 1991 var jeg så med min søster og bror til Portugal. Det var en lidt
speciel rejse, for det er jo sjældent man ser tre søskende sammen på
rejse, og måske specielt med 6-7 års aldersforskel (jeg var 15, min
bror var 22 og min søster var 28). Folk kom med mange bud på hvordan vi
tre lige hørte sammen. Og det var på denne rejse hvor jeg kom til den
konklusion, at jeg var mentalt ældre end mine søskende, men jeg vil
ikke udlevere dem her *GG*
Siden har jeg blandt andet været på Rhodos med "Christina" og "Jette",
i Italien to gange og i London en gang med "Jettes" og min fællesven,
som droppede mig flere år senere. Jeg har også været i Rusland og Polen
med Båring Højskole (se nedenfor). I 1998 var jeg i Skotland, hvor jeg
mødte min dejlige kæreste Michael (det kan du læse mere om på hans
side) og vi har så været på ferie sammen til Poros (hvor vi tog et
lille smut til Athen) og i Berlin til Madonna-koncert. Vi var da også i
Sverige og fik hævn over svenskerne ved at drikke os fulde på Malmø
banegård *GG*
I 1991 døde min morfar, som jeg elskede meget højt. Jeg besøgte mine bedsteforældre hver weekend og jeg elskede at komme der.
Da jeg gik ud af 10. klasse (1992) blev min far meget syg af kræft og
første dag jeg skulle starte på HG i Ishøj døde min far. Jeg var lige
kommet hjem fra første dag på den nye skole, da jeg modtog en
opringning om, at jeg skulle komme ud på hospitalet. Det gjorde jeg så,
og da holdt vi et møde med lægerne om, at give min far en slags
indsprøjtning, så han kunne dø - ellers ville han bare dø af smerterne.
Hele min familie var samlet og jeg holdt min far i hånden til han døde.
Jeg græd én gang meget hysterisk, men det var fordi jeg synes det var
synd for min mor. Jeg tvang mig selv til at græde ved begravelsen, for
det synes jeg ligesom man blev nødt til. Jeg elskede virkelig min far,
men… jeg forstod måske ikke situationen?
Efter min fars død tog min mor, søster, svoger og jeg på ferie i to
uger, og da jeg kom tilbage til skolen, var ingen af mine
klassekammerater blevet informeret om min situation. Jeg følte mig slet
ikke til rette i den nye skole, så jeg mødte ikke op, og blev til sidst
kaldt ind til studievejlederen. Hun var så hård ved mig, og fik mig til
at græde foran hende og en anden tilstedeværende - det var så pinligt!
Efter den dag besluttede jeg mig for at droppe skolen.
Samme år som jeg startede på HG var min bedste ven begyndt på
gymnasiet, og jeg ville prøve at se, om jeg ikke kunne springe fra HG
og over i hans klasse, men det kunne ikke lade sig gøre, så jeg
startede på studenterkursus året efter. Så døde min mormor (1993), og
oven i alt det andet blev det simpelthen for meget, så jeg droppede ud
af studenterkurset efter kort tid.
Efter mine fiaskoer i skolen besluttede jeg mig for at prøve noget
andet, så jeg kom i "ung i arbejde" på Panum Instituttet hvor jeg
skulle sidde og arkivere videnskabelige artikler. Det var meget ensomt
arbejde, da jeg sad i et kontor helt for mig selv, og skulle ind
imellem løbe ærinder for en halvtosset svensk professor, og da jeg
stadig var syg med svimmelhed, kvalme og ondt i maven (som jeg har
været plaget af hele livet) måtte jeg stoppe.
I slutningen af 1994 besluttede jeg mig så for at tage på højskole og
startede på Båring Højskole på Fyn, som i dag er lukket (øhh… åbenbart
ikke helt…?). Jeg gik der samtidigt med Simon Kvamm (fra "Rockerne",
"Drengene fra Angora" og bandet Nephew). Jeg var der i 5 måneder og
havde filmkundskab, filosofi, psykologi osv. Vi var bl.a. i Rusland og
nogle af os i Polen i vinterferien på skiferie, hvor jeg fik tilnavnet
Shopping Sussi, da jeg ikke kunne stå på ski, og måtte shoppe i stedet
for. Jeg kunne ikke engang komme op på liften med mine ski, så jeg fik
liften til at gå i stå - pinligt! *G*
I starten led jeg meget af hjemve på højskolen, og jeg græd hver dag.
Jeg blev også i et småpsykotisk øjeblik "besat" af en af de andre på
højskolen, det var en meget ubehagelig fornemmelse!
Det er omkring 1994-1995 jeg begynder at ses med min penneveninde,
Kristine Blond, fra Randers. Hun flytter til København for at få gang i
en sangkarriere. Jeg er på blind date med hendes fætter (første og
sidste gang jeg har været på blind date *GG*;-) ), min veninde Hanne og
jeg er til hendes fødselsdag (hvor der er en fyr der bilder os ind at
han laver musik til MGP fordi han er flov over han i virkeligheden
laver musik for S.O.S.), og jeg (og min ven Tommy) er til Jennifer
Brown koncert med Kristine og Erann DD. I år 1998 får Kristine Blond et
større klub- og radio-hit i England med nummeret 'Love Shy' og i 2001
udkommer hendes debut album "All I Ever Wanted" herhjemme. Jeg har ikke
haft kontakt med Kristine Blond siden, men det glæder mig at hun fik
lidt succes og jeg har tit tænkt på lige at skrive hende en hilsen. Ja,
og i 2006 stillede hun jo op til Melodi Grand Prix – jeg stemte
naturligvis på hende (fordi jeg synes hun var den bedste!), men hun
vandt jo desværre ikke.
I august 1995 besluttede jeg mig for at tage den uddannelse langt om
længe, så jeg startede på HF på Avedøre Gymnasium. Der kom jeg bl.a.
til at gå i klasse med en fyr der hedder Fasil, som jeg i dag går i
Social- og Færdighedstræningsgruppe med i OPUS (et projekt for unge
skizofrene, et alternativ til Distriktspsykiatrisk Center). Men jeg
besvimede stadigvæk, så min mor forlangte at få mig undersøgt
ordentligt, og jeg fik af vide, at jeg skulle indlægges på Filadelfia
(et epilepsihospital) i en uge. Det passede slet ikke, jeg skulle være
der på ubestemt tid, så jeg blev godt gnaven, da jeg jo gerne ville
fortsætte og slutte min uddannelse. Jeg var der en måned, og prøvede så
godt jeg kunne, at følge med i undervisningen derhjemme, men selvom jeg
faktisk ikke havde problemer i at følge med, følte jeg, at jeg var gået
glip af det sociale, og kunne ikke lide at vende tilbage. Faktisk blev
jeg smidt ud fra Filadelfia, da der ikke skete en skid der, jeg gik
bare og passede mig selv og kom til undersøgelser en sjælden gang
imellem. Personalet lavede et problem ud af alting, og til sidst fik de
nok af mig og udskrev mig og sagde, at på papiret havde jeg ikke
epilepsi, men i virkeligheden vidste de det ikke, men nu gad de ikke se
på mig mere. Det eneste de vidste med sikkerhed var, at jeg havde en
depression - jeg havde været til en del psykologiske undersøgelser, som
var det eneste højdepunkt på Filadelfia.
De andre på Filadelfia var meget syge, og nogle havde næsten boet der
hele deres liv. Der var en anden pige der også hed Sussi, der næsten
ikke havde en pløk i munden, fordi hver gang - eller næsten hver gang -
hun rejste sig "besvimede hun" og faldt og slog sig noget så
forfærdeligt. Der var en anden pige der slet ikke kunne gå uden hjælp.
Hun var - ja, jeg tror faktisk hun havde anorexi, og hun var vildt
stolt over at hun var så tynd, selvom hun godt vidste det var
"forkert". På et tidspunkt fik jeg lokket de andre med i byen. Vi blev
vist lidt fulde, og larmede meget. Personalet blev stiktosset. Der var
jeg vist også ved at ryge hjem. Jeg fik en veninde der, som personalet
heller ikke kunne lide. Min ene kontaktperson mente jeg var "bøllen" og
den anden mente hun var "bøllen".
Der skete virkelig mange dårlige ting på Filadelfia, og da jeg kom hjem
skrev jeg et brev til en epilepsi-forening, men jeg turde ikke sende
det, fordi jeg var bange for at blive opdaget. Epilepsi-foreningen lå
nemlig også i Dianalund, og samarbejdede vist med Filadelfia.
Så jeg startede til psykolog da jeg kom hjem, selvom jeg egentlig ikke
følte mig videre deprimeret, men det var heller ikke nogen succes.
Psykologen og jeg diskuterede hele tiden og hun talte mere om sig selv
end om mig, og når hun endelig talte om mig, var det om hvilke jobs jeg
skulle have, så jeg kunne tjene mange penge.
Men jeg giver ikke så nemt op, så i 1996 startede jeg på HF Enkeltfag
(VUC) for nu måtte jeg da kunne gennemføre den uddannelse. Det gik også
meget godt og jeg gennemførte 2 år (også med gode karakterer som f.eks.
11 i skriftlig matematik), samtidig med at jeg arbejdede i Vangede Huse
som omsorgsmedhjælper for autister. Jeg tror mest jeg klarede HF så
godt, fordi jeg var blevet "besat" af en af mine lærere, og måtte i
skole hver dag for at se personen. Når jeg tænker tilbage på det, tror
jeg mildest talt, at jeg var lidt småpyskotisk dengang, men jeg vil
helst ikke nærmere ind på det, da det er ret pinligt!
Jeg var bl.a. en tur til Skotland med HF, hvor jeg mødte manden i mit
liv - mit livs lys og støtte. Det var i 1998, hvor vi flytter sammen.
Men kort forinden jeg mødte ham droppede mine to bedste venner mig, da
jeg ikke havde tid til at se dem hver weekend. Jeg havde ikke tid og
overskud. Nøj, hvor har jeg hadet dem. Derefter fik min storesøster
konstateret sclerose, og min bror får ægteskabelige problemer, bl.a.
pga. et hash- og stofmisbrug.
Oven i alt dette begynder det langsomt at gå op for mig, at min far er
død (ja, jeg har altid været langsom ;-)), fordi jeg så gerne ville
have at min far og kæreste skulle lære hinanden at kende.
Så da jeg i aug. 1998 skal starte på 3. og sidste år, føler jeg selv at
jeg får en depression og må stoppe. Jeg søger læge, som giver mig
Zoloft, men de virker ikke og han siger at hvis jeg ikke tror på dem
virker de jo heller ikke. Jeg bor på Nørrebro og får den bedste
beskæftigelsesvejleder på kommunen man kan tænke sig - han er helt
fantastisk og får mig til at starte på PC-kørekort og et 10-ugers DtP-
og webdesigner-kursus, som jeg gennemfører.
I 1999 starter jeg på Datanom uddannelsen, som jeg desværre ikke kan
klare pga. depressionen som er værre i nogle perioder end andre.
Netlyset.dk's depressions debatforum
Emne: Depression og/eller socialangst?
Navn: CyberRaga
Dato: 14-11-2000
Hej!
Jeg har en hel masse på hjerte. Jeg håber at nogen kan hjælpe mig, om
ikke andet tror jeg bare, at jeg har behov for at skrive mine problemer
ned.
Jeg ved ikke om jeg har en depression, og om jeg evt. lider af
socialangst. Jeg fik af vide for 5 år siden - efter
psykologundersøgelse på et epilepsi-hospital - at jeg havde en
depression, men på daværende tidspunkt følte jeg mig ikke specielt
deprimeret. Jeg gik dog til psykolog senere, men fik intet ud af det.
Det var først 2 år senere, at jeg blev ekstremt deprimeret og gik til
lægen, og sagde at jeg havde en depression. Jeg blev så henvist til en
psykiater, men det hjalp heller ikke. Siden har jeg stort set ikke haft
arbejde eller studier, hvilket jeg er begyndt på nu, og nu melder
problemerne sig igen.
Nu har jeg lige læst om socialangst, og jeg frygter at det måske er
grunden til min depression - men måske er jeg bare ekstremt genert. Der
var engang én der spurgte mig, om jeg var menneskesky, men andre mener
jeg er selvglad, eller griner bare når jeg siger, jeg er genert.
Generthed er i hvert fald et stort problem for mig. Jeg er meget alene
når jeg starter på uddannelse, selvom folk prøver at komme i kontakt
med mig. Jeg har engang fået af vide, at jeg udstråler "Hold jer væk!".
Jeg bliver væk de dage jeg skal holde foredrag, og gruer timer hvor jeg
evt. vil blive spurgt om noget. Når jeg skal ringe til nogen jeg ikke
kender, skriver jeg samtalen ned på forhånd (og lukker døren, så min
kæreste ikke kan høre samtalen - han må heller ikke læse mine breve,
formelle som uformelle). Hele mit liv har jeg været meget forkælet,
både af familie og kæreste, og de har klaret tingene for mig, bl.a.
indkøb, tøjvask, m.v. Jeg er ikke glad for at gå på gaden alene. Når
jeg bliver nødt til at ordne nogle ting selv - så jeg ikke virker for
mærkelig - "mander jeg mig op", hvilket vil sige at jeg gemmer/glemmer
mine følelser, og når jeg så skal forklare om mine problemer, kan jeg
ikke huske dem. Jeg oplever kun ting i "nu'et" - når min kæreste skal
rejse er han den eneste der græder, for jeg føler mig ikke ked af det
før han er gået. Da min far døde græd jeg hysterisk lige da det skete,
fordi jeg synes det var synd for min mor. Kort efter blev jeg meget
træt og sov. Siden har jeg reageret ved at gabe og blive træt, når jeg
burde græde. Jeg følte først rigtig sorg over min far 5 år efter han
var død.
Grunden til at jeg hverken har kunnet få hjælp hos psykolog/psykiater,
er måske den, at jeg ikke tør smide facaden, for jeg er bange for, at
hvis jeg "giver slip" ender jeg som psykologisk grøntsag på en anstalt.
Men det ville nu være en lettelse!
Selvom jeg i mange henseender betragter mig selv som mere ærlig end så
mange andre, er jeg total uærlig, når jeg sidder foran andre. Jeg ved
hvordan man "bør" være, og jeg taler læger/psykologer efter munden, så
de ikke synes jeg er for mærkelig. Og jeg er god til det! Min
koncentrationsevne er virkelig dårlig, og kan ikke holde en samtale,
men det tror jeg ikke min psykiater bemærkede, for jeg svarer "ja" og
"nej" når jeg skal, og ellers "det ved jeg ikke" m.v. Det er svært at
forklare, men jeg har engang næsten undgået at besvime (selvom jeg
vidste at jeg skulle) - i hvert fald udsat det lidt. Jeg skulle bare nå
frem til toilettet, så folk ikke ville opdage det.
Derfor overvejer jeg nu noget selvhjælpsgruppe, for det vil måske give
mig noget mere. Lære af andres erfaringer, og måske kunne give lidt
slip, når jeg finder ud af, at jeg ikke er den eneste. Også fordi at
jeg har behov for at se nogle andre mennesker - helst få nogle venner.
Jeg har heldigvis min kæreste (som virkelig ønsker at jeg havde nogle
pige-veninder jeg kunne tage i byen med) og en sød familie, som jeg ser
meget. Jeg har kun én barndomsven, som har en stor omgangskreds, og det
gør derfor ikke noget, at jeg kun ringer en gang om året. Jeg kan
heller ikke tage mig sammen til at ringe til min familie.
For tre år siden droppede mine to bedste venner mig, fordi jeg stort
set aldrig ringede og fordi de følte at jeg ikke satte pris på samvær
med dem, fordi jeg ikke kunne huske hvad vi havde foretaget os sammen.
Min ven og jeg havde tilbragt 3 måneder konstant sammen (hvor ingen af
os arbejdede eller gik i skole) og senere måtte han genfortælle hvad vi
havde foretaget os de 3 måneder - det lød som om det havde været
hyggeligt ;-) Ifølge psykologtesten har jeg dog ingen problemer med
hukommelsen, kun koncentrationen. Derfor bliver det stadig sværere at
gennemføre en uddannelse, når jeg skal bruge mere end dobbelt så langt
tid på at forberede mig til en uddannelse.
Jeg har først for nylig fundet ud af hvad symptomerne til en depression
er, og selvom jeg egentlig altid har bildt mig selv ind at jeg var
lykkelig, tror jeg måske at dette problem stammer helt tilbage fra
barndommen (12 år). Jeg har gjort mig nogle tanker og skrevet dem ned
ud fra hvad jeg har læst om symptomerne, og ikke alt passer på mig: Som
sagt har jeg egentlig altid betragtet mig selv som lykkelig. Har i
hvert fald ikke selvmordstanker. Er for ofte blevet truet af mine
venner, som sagde de ville begå selvmord. Nu frygter jeg hver gang
tingene går min kæreste imod, at han begår selvmord. Frygter ofte min
families død, og tjekker folks åndedræt hvis de sover for roligt (jeg
elsker når folk snorker ;-)). Når jeg passer min nevø og niece sover
jeg højst en time af gangen, for at vågne i panik og tjekke deres
åndedræt. Jeg ser ofte ulykker inde i mit hoved, som omhandler mig selv
(ikke nødvendigvis dødsulykker).
Min appetit fejler heller intet. Tværtimod! Jeg har taget 15 kg. på efter jeg har lært min kæreste at kende.
Jeg mener selv at jeg har nemt ved at formulere mig skriftligt, men fik
dog for 4 år siden panisk angst for at skrive stil, da jeg var bange
for at mine lærere ville "gennemskue" mig. Jeg har til gengæld meget
svært ved at formulere mig mundtligt - jeg bliver totalt nervøs selvom
det er min familie eller kæreste. En kortvarig veninde jeg havde og jeg
grinte af at jeg kortede en sjov historie ned til en sætning ("Jeg var
engang til en fødselsdag og der spiste jeg meget!").
Som barn og ung turde jeg ikke kramme min familie. Jeg stoppede engang
med at græde fordi min svigerinde ville trøste mig og derfor holde om
mig (måske for at få hende til at holde op?). Jeg er dog blevet bedre
til det, men er nu kommet i en svigerfamilie der kysser, så jeg gik
helt i panik. Det var meget flovt at se min søster kramme min
svigermor, når jeg selv havde givet hende hånden.
Tja, jeg kunne blive ved. Hvis der er nogen der har læst mit brev til
ende, er der så nogen der kan svare mig på, om jeg har en depression
og/eller evt. lider af socialangst? Eller er jeg bare en ultra-doven,
ultra-genert og ultra-forkælet navlebeskuer, der bør tage sig sammen og
lade være med at dvæle ved hvert et problem, og komme videre med sit
liv?
Knus og kram (jeg kan godt skrive det ;-))
Cyberraga
I år 2000 melder jeg mig ind i depressionsforeningen og starter på
#depression.dk (et chatsted). Jeg prøver indimellem at få hjælp hos
lægen, men han taler om trancehypnose og at jeg skal tegne en blomst,
som han vil analysere (?). Han henviser mig også til en psykiater, som
jeg heller ikke får noget ud af. Han taler kun om, at jeg skal have
system i mine papirer, og orden i mine ting, da det er noget han selv
har måttet slås meget med.
Jeg starter også på Lilleskolen for Voksne, som er en skole for psykisk
syge mennesker, men det går ikke så godt, da jeg ikke er helt rask. Jeg
går der to semestre, men er der højt 2 måneder.
Jeg bliver til sidst rigtig depressiv og får selvmordstanker og hele molevitten.
Til sidst bliver det for meget for min gode veninde Risle (Henriette
IRL) og hun tager mig med på Distriktspsykiatrisk Center (DPC) i 2001,
hvor jeg kommer til at tale med en psykolog, men snakken går mest på
alle de dødsfald jeg har oplevet og min søster og brors problemer og
ikke så meget på det psykotiske (det er jo ikke så nemt at tale om), så
han tror jeg har en depression, og nogle dage efter ringer der en læge
og siger at de ikke kan hjælpe mig.
Depressionen bliver værre og værre.
Så henviser min læge mig langt om længe til noget gruppeterapi på
Bispebjerg Hospital, hvor der er en læge der kan gennemskue min facade
og får mig til at åbne op. Hun mener jeg er grænsepsykotisk/skizotypisk
og henviser mig til DPC selvom jeg ikke er meget for det, for de har jo
afvist mig én gang før. Men de tager imod mig, denne gang med åbne
arme, og undskylder meget.
Det viser sig så at jeg er skizofren, hvilket jeg får af vide på en
meget uheldig måde, sådan tilfældigt - uden nogen forklaring på hvad
det mon er. Jeg troede mindst jeg skulle i spændetrøje.
Efter nogen tid på DPC bliver jeg videresendt til OPUS som er et
alternativ til DPC (et projekt for unge skizofrene), hvilket jeg har
været meget glad for.
I OPUS ser jeg en kontaktperson en gang om ugen, går ture med en
ergoterapeut (så jeg kan træne at komme på gaden igen) og i
flerfamiliegruppe hver anden mandag sammen med min mor og kæreste og
SFT (Social og færdighedstræning) hver torsdag.
I midten af 2002 begår en veninde fra OPUS selvmord. Jeg gik både i
FlerFamilieGruppe og til Social- FærdighedsTræning med hende. Hun havde
mange selvmordstanker, men alligevel tænkte jeg, det aldrig ville komme
så vidt. Den dag jeg får det af vide, sørger min kontaktperson for, at
min mor er med til samtalen. Jeg reagerer vist meget naturligt, for en
gang skyld, ved at tudbrøle. Vi er med til begravelsen i en kirke (St.
Stefanskirken på Nørrebro) hvor Eva 1-2 uger forinden har haft kontakt
til en præst, da en tidligere kæreste havde ment, at hun var "besat" af
noget ondt. Det havde været en god samtale med den præst, og det var
vist blevet til mere end en samtale. Det var en meget smuk begravelse,
meget anderledes end jeg før har oplevet, og jeg græd meget.
Desværre skal jeg også i starten af 2004 opleve at en chatveninde dør.
Jeg har aldrig set hende IRL, men vi havde nogle lange telefonsamtaler
(på mindst en time hver gang), og chatsamtaler på nettet. Vi havde
aftalt, at Michael og jeg skulle ud og besøge hende, hendes mand og
datter i deres nye hus. Hun havde alle mulige livstruende sygdomme, og
havde ligget i respirator før jul, fordi hun stoppede med at trække
vejret når hun sov. Hun skulle så nærmest sidde oppe og sove, men det
var desværre ikke godt nok. Vi skulle have været med til begravelsen,
men så kunne Michael pludselig ikke, så jeg fik min mor til at bestille
en buket og få den sendt til kirken.
I april 2003 fik jeg mellemste førtidspension, startede på italiensk
for begyndere på Den Grønne Daghøjskole som jeg ikke gennemførte L og
er startet i noget der hedder Samleren som er et støtte- og
aktivitetscenter her i Hvidovre hvor jeg bor J Jeg kom jævnligt i
Samleren i sommeren 2003.
I november 2003 bliver jeg indlagt på den lukkede (eller den skærmede
som det hedder), men kun en uge, derefter kommer jeg på den åbne, på
nær en enkelt aften/nat hvor jeg fik tilbagefald og måtte tilbage på
den skærmede. Men jeg var meget ulykkelig der og lægen vurderer, at jeg
godt kunne komme tilbage den følgende morgen. Jeg blev udskrevet i
midten af januar 2004, hvor jeg stadig kommer på hospitalet som
dagspatient, og til sidst bliver jeg udskrevet. Længe efter gik jeg der
stadig til ADL-gruppe (Almindelig Daglig Livsførelse), og på en skole
der er uafhængig af hospitalet, hvor jeg gik til "aktuel debat". Jeg
får også hjælp til rengøring en gang om ugen samt hjælp til indkøb en
gang om ugen. Jeg startede også til svømning gennem Hvidovre
Handicapforening, mandag hvor det er vandgymnastik og torsdag hvor det
er alm. svømning, men mest hygge - de fleste der gik der var ældre
mennesker, men vi havde det nu rigtig hyggeligt. Jeg kommer kun i
Samleren når der sker noget spændende (tur til Nordsjælland og fester).
Under min indlæggelse kommer min bror i øvrigt hver evig eneste dag og
besøger mig - det var virkelig dejligt. Min kæreste, Michael, kommer
naturligvis også hver dag (på nær en enkelt dag).
Det er under min indlæggelse i 2003-2004 at jeg starter med at stige i
Seroquel. Jeg kommer helt op på 1300 mg. og får det temmelig godt
(under omstændighederne). Men jeg får bivirkningsmedicin pga. uro i
benene (ja faktisk uro helt oppe i maven). Inden bivirkningsmedicinen
har jeg nogle smerter/ubehag ved hjertet/ i brystet og bliver undersøgt
for dette. Efter jeg har taget bivirkningsmedicinen rigtig længe,
forsvinder uroen i benene og jeg stopper med den. Så kommer
smerterne/ubehaget ved hjertet/i brystet tilbage. Jeg får af vide af
min daværende kontaktperson at det er en ukendt bivirkning. Efter lang
tids bekymring pga. dette går jeg langsomt ned i Seroquel (på egen
hånd). Jeg ringer til DPC som ikke tager telefonen den dag, men da jeg
siger at jeg er gået meget ned i medicin, ringer de hurtigt tilbage.
Jeg starter så på Abilify (samtidig med en lav dosis Seroquel), som jeg
bliver meget frisk af. Men efter en måneds tid kommer angsten for at
være sammen med andre mennesker tilbage. Angsten for at gå på gaden og
jeg får svært ved at tale med folk jeg før ikke havde svært ved at tale
med. Derfor trapper jeg ud af Abilify og op i Seroquel igen - jeg får
nu 1000 mg. Seroquel.
Min bror flytter til Fyn og kort tid efter flytter min nevø med.
Under indlæggelsen stopper jeg i OPUS fordi jeg har været der de to år
man højst kan være der. Jeg fortsætter i DPC i Hvidovre og senere
kommer jeg så i "Udgående Team" hvilket jeg er meget glad for (de har
mere tid til én).
I februar 2005 fylder jeg 30 år, og jeg har en fantastisk dag og en
fest efterfølgende. I forbindelse med min fødselsdag får jeg en rejse
til Berlin af min mor, så Michael og jeg tager af sted i Påsken 2005 og
har en mindeværdig tur. Vi har jo tidligere været i Berlin - det var i
2001 hvor vi var til Madonna-koncert.
Det er i april 2005 Michael og jeg begynder og tale om at få børn. Vi
rådfører os med Udgående Team og er ude på Nordvang nogle gange, hvor
det bliver besluttet, at jeg skal fortsætte med Seroquel under min
graviditet.
Sommeren 2005 er dejlig for mig, fordi jeg har en masse energi og jeg
cykler lange ture - både med min mor og min kæreste og dem begge. Men
sommeren er lidt for hyggelig med Michael hjemme i en lang periode, så
det har været mig umuligt at starte på en frisk - komme i gang med
nogle ting. I sommeren 2005 er jeg bl.a. til Vesterhavet med min
kæreste, mor, nevø, søster, svoger og niece.
I slutningen af 2005 går vores (OPUS) FlerFamilieGruppe i opløsning,
fordi vi kun var tre tilbage og den ene flyttede til Jylland. Men min
kontaktperson i Udgående Team, har snakket om at de skal oprette en
FlerFamilieGruppe medio 2006.
Min kontaktperson og min gamle kontaktperson (som er socialrådgiver),
mener i øvrigt også, at jeg burde få højeste førtidspension, så det
bliver der søgt om i slutningen af 2005.
I november 2005 får jeg en alvorlig krise, hvor jeg ligger søvnløs om
natten med angstanfald og jeg græder mig nærmest i søvn. Der er mange
forskellige ting der spiller ind, men hovedsagen er at jeg finder min
forhenværende vens hjemmeside på Nettet. Hele historien kan læses i mit
brev til Michael d. 19/11-05 som følger:
Kære Michael,
jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor jeg har været så deprimeret på det sidste. Det er nemmest for mig at skrive det.
Jeg fortalte dig vist at jeg havde skrevet til min forhenværende ven
"Kenneth". Jeg ved godt, at du synes det er idiotisk, men det er bare
en proces jeg må gennemgå. Selvom jeg er dybt deprimeret over det nu,
er jeg stadig glad for at jeg har gjort det. Du må tænke på at
"Kenneth" og "Jette" var en kæmpe del af mit liv før jeg mødte dig. Som
"Kenneth" skriver til mig: "Vi lavede alt sammen, sov sammen, var nøgne
sammen, talte om sex, var på Roskilde, på ferier og delte Madonna
oplevelser sammen." Han havde en masse ting han ville af med efter al
denne tid, og jeg kunne ikke bare æde den - jeg blev nødt til at
forklare mig - og nu hører jeg nok ikke fra ham igen. Det er ikke fordi
jeg vil være venner med ham igen, men jeg ville gerne kunne betragte
ham som en god gammel ven og ikke en ex-ven. Men det er ikke det der
bekymrer mig. Det var det han skrev. Han skrev at det sidste år han
kendte mig, forandrede jeg mig så meget at det var uhyggeligt. "Jette"
har jeg kendt siden jeg var 7 år og "Kenneth" var jeg venner med i ca.
8 år. De deltog stort set i alle familiefester - de var nærmest en del
af familien. "Kenneth" var f.eks. med mig ude og se Timian lige da hun
var blevet født og jeg mener han købte en kolossal stor bamse til
hende. "Jette" (og "Christina") besøgte min mor i forbindelse med
hendes fødselsdag, selvom jeg var på højskole på Fyn. De var mine
bedste venner og de kendte min familie så godt! Hvorfor sagde de ikke
noget til min familie om at jeg var totalt fucked up?!?
Jeg føler virkelig at jeg er værdiløs. Jeg tænker tit over om de
mennesker jeg elsker - om de også elsker mig. Eller om de ville droppe
mig hvis jeg gjorde noget forkert. For jeg har gjort noget forkert.
"Kenneth" skriver bl.a. at han ikke kunne lide jeg gik fra ham når vi
var i byen, og det ved jeg at jeg også har budt dig. Men det værste jeg
gjorde var:
"Jettes" bror havde en rigtig god ven, hvis kæreste ingen af de andre
kunne lide. De svinede hende altid til når hun ikke var der. Jeg tænkte
tit over at det ville være synd, hvis de to venners venskab måtte ende
pga. sådan noget fis. Desværre tænker jeg ikke særlig klart når jeg er
fuld, så i en brandert besluttede jeg mig for at fortælle hende det.
Jeg kunne rent faktisk godt lide hende! De kunne ikke lide hende fordi
hun omklamrede sin kæreste, og måske tænkte hun ikke over det, eller i
hvert fald var det da sådan en lille bagatel, man kunne ændre på. Hun
virkede ikke sur på mig, da vi gik fra hinanden, men hun strøg
(åbenbart) lige ind til kæresten og så gik de. Jeg gik med ned for at
lede efter dem, og da gik det op for mig hvilken en idiot jeg havde
været, skred jeg. Uden taske, penge - det hele! [Du får lige resten af
historien selvom den ingenting har med det her at gøre] Jeg vandrede
rundt i hvad der føltes som mindst en time. Pludselig kom jeg til en
station og tog toget uden billet og var skide bange for at der skulle
komme en kontrollør. Jeg tror kun jeg kørte et stop, fordi jeg kom i
snak med en afrikansk fyr, som jeg tog med hjem. Jeg kan ikke helt
huske på hvilket grundlag. Da vi kom hjem til ham ville han i hvert
fald en masse, og han havde åbenbart en eller anden porno-kanal som
kørte hele tiden. Men jeg ville hjem og det var han temmelig utilfreds
med, så jeg gik uden at vi sagde farvel. Men så kom han efter mig og vi
sad og snakkede på et hjørne vi faktisk tit kommer forbi. Han gav mig
penge til en taxa og han fik mit telefon nr., så jeg kunne betale ham
tilbage. Han ringede selvfølgelig inden jeg var kommet hjem og min mor
var skide bange. Jeg talte så med ham dagen efter og sagde jeg ikke var
interesseret, men gerne ville betale pengene tilbage. Men han ville
ikke have dem.
Nåh men "Kenneth" har altid beskyldt mig for at svine "M" til. Jeg ved
godt det var virkelig virkelig klodset, men jeg havde faktisk gode
intensioner.
Jeg blev så ked af det da vi så The Aviator (og andre film), fordi jeg
så hvordan ægte venner er. Lige meget hvor fucked up han er, står de
ved hans side hele vejen igennem. Jeg tænker at jeg ikke kan være et
særligt godt menneske når mine to bedste venner bare gav slip på mig.
Jeg ved godt min familie har været der hele vejen igennem, men de er
familie og man dropper sjældent sin familie.
Jeg frygter sådan jeg gør noget dumt, så folk vil hade mig og droppe
mig. Selv min bedste veninde da jeg var barn, "Frederikke", opgav mig
dengang jeg bad hende om ikke at ringe til mig mere. Jeg bebrejder
hende slet ikke, for vi var børn, og hun gjorde jo faktisk hvad jeg bad
hende om.
Dengang i folkeskolen da jeg blev mobbet en kort periode og vikaren
spurgte formanden for mobbeklubben om: "Hvad nu hvis hun går hjem og
skyder sig selv?". Hun sagde at det ville da være dejligt.
Et eller andet sted tror og håber jeg, at dig og min familie virkelig
elsker mig. Men hvad nu hvis jeg fik det rigtig dårligt i flere år?
Hvis jeg var dybt psykotisk eller deprimeret? Ville du så være der for
mig? Hvis jeg hele tiden var paranoid og måske ligefrem ondskabsfuld?
Men jeg er glad for at det gik som det gjorde. For hvis jeg havde haft
venner, var jeg måske aldrig taget til Skotland og mødt dig. Hvis jeg
var, var jeg måske ikke taget på date med dig. Jeg elsker dig, you are
my destiny (som Lars så smukt sagde engang jeg fortalte ham det her) og
jeg vil være der for dig altid.
Jeg kan ikke skrive mere, for jeg er så træt. Det dræner mine kræfter at tænke over det her.
Knus og kram,
Sussi.
Jeg fik så en snak med Michael om det, som i øvrigt mente at jeg havde
gjort det rigtige mht. at sige til hende pigen, at de andre ikke kunne
lide hende. Hvis man har et problem med folk, skal man sige det og ikke
gå og bagtale og andre tåbelige ting.
Nu har jeg også snakket med min kontaktperson om det, og vi vil bruge
det næste stykke tid, på at jeg kan få bearbejdet de forskellige ting.
Hun er i øvrigt meget mere forsigtig med at presse mig til at fortælle
alt, hvilket er rart - men det er jo blevet helt vane at fortælle folk
alle ens dybeste tanker. Jeg er bestemt ikke det private menneske jeg
var tilbage i år 2000.
Det skal lige siges, at min bror stoppede med hash, stoffer og alkohol
d. 15/8-2001, hvor han kom i behandling, og han har været clean lige
siden J Jeg er meget stolt af ham! Da min kæreste kan se hvor godt min
bror får det, bliver han inspireret og stopper med hash, alkohol og
stoffer d. 4/5-03 og nogle måneder senere kommer han i behandling. Min
kæreste stopper behandlingen d. 27/5-04, men han vil gerne kunne drikke
selskabeligt, så vi krydser fingre for, at han kan styre det. Jeg er
meget stolt af min kæreste og elsker ham meget højt! ©
I 2005-2006 skrev jeg her på siden: ”… og man dropper sjældent sin
familie”. Men det var desværre ikke tilfældet. Kort efter (i april
2006) dropper min storebror hele hans familie – han er dog begyndt at
tale med min mor igen. Det har bare været så uendelig hårdt for os alle
sammen. Vi var ikke inviteret til hans bryllup og han tog sin kones
efternavn. Min bror som eller altid har været meget gammeldags på det
område – at kvinden skal tage mandens efternavn. Jeg tænker mest på min
stakkels far der ligger i graven og drejer som en grillkylling, fordi
ingen af hans 6 børn har villet have hans efternavn. Nu er der kun mig
tilbage og jeg skal snart giftes.
”Jeg er ked af det far! Jeg vil gerne have dit efternavn, men jeg vil
også gerne glæde min elskede og tage hans efternavn. Jeg tror stadig
Flemming elsker dig, jeg tror bare det er os andre han vil straffe.
Knus og kram, dit datter Sussi.”
Vi fik dog den ære at blive inviteret til min nevøs konfirmation – så
heldig var hans mormor desværre ikke. Jeg har så ondt af hende og føler
meget med hende. Men vi fik lov til at sidde bagerst i kirken, mens
præsten talte om at kun de vigtigste i konfirmandens liv sad ved siden
af konfirmanden. Stakkels stakkels min elskede mor! Vi sad også længst
væk fra konfirmanden ved bordet – ikke at det generede mig, her tænker
jeg igen på min mor. Men sjovt nok kom min nevø ned til os lige så
snart han kunne komme til det og blev der til vi gik. Min bror kom
heller ikke ned og talte med min mor, mens vi var der – og han er jo
altså på talefod med min mor.
Ja, jeg taler her om den bror der besøgte mig hver dag mens jeg var
indlagt på Nordvang i ca. 3 måneder. Nu er han ligeglad med, at han gør
mig og min familie så ked af det, at jeg har selvmordstanker. Hvilket
må betyde, at han også er ligeglad med om jeg dør.
I 2005-2006 skrev jeg her på siden:
”Jeg blev så ked af det da vi så The Aviator (og andre film), fordi jeg
så hvordan ægte venner er. Lige meget hvor fucked up han er, står de
ved hans side hele vejen igennem. Jeg tænker at jeg ikke kan være et
særligt godt menneske når mine to bedste venner bare gav slip på mig.
Jeg ved godt min familie har været der hele vejen igennem, men de er
familie og man dropper sjældent sin familie.
Jeg frygter sådan jeg gør noget dumt, så folk vil hade mig og droppe mig.”
Grunden til at min bror ikke ville se os, var at vi gjorde forskel på
hans biologiske børn og på hans kones datter. Men hans kones datter må
meget gerne tale med os og det vil hun også meget gerne.
Grunden til han ikke vil se os, er vist også, at vi indimellem har
kontakt med hans eks-kone. Vi vil nemlig sjovt nok gerne se den datter
der bor hos sin mor.
I øvrigt har jeg heller ikke haft kontakt med mine dejlige venner i
hele 2007. Jeg sidder lige og tænker på, om det er min måde, at undgå
at blive droppet igen...?
Jeg har følgende symptomer, nogen af dem er nævnt tidligere (opdateret 26/5-2013):
Jeg lider af paranoia, selvhenførende og persekutoriske
(forfølgelses-) vrangforestillinger. Jeg har ikke rigtig nogle
hallucinationer.
Vrangforestillinger:
Fremmede tanker – der ikke stemmer overens med mine værdier • Tænker at
folk kan læse mine tanker • Paranoia: At folk ikke kan lide mig, at de
ikke vil mig det bedste • Selvhenførende vrangforestillinger:
Overvågning, folk taler om mig, alt handler om mig • Jeg giver alting
en særlig betydning • Personer er ikke hvad de udgiver sig for • Folk
bliver betalt for at være sammen med mig • Jeg er i tvivl om folk
findes, at steder findes, at verden findes (at det er en stor
illusion), folk/steder/verden er et produkt af min fantasi • Det hele
er en test, hvis jeg løser den ”indrømmer de det hele”.
Tankeforstyrrelser + kognitive vanskeligheder:
Problemer med at bruge de rigtige ord, kan ikke finde dem frem fra
hukommelsen • Jeg kan ikke husker hvordan jeg har det • Kan ikke
udtrykke hvordan jeg har det • Koncentrationsbesvær • Hukommelsesbesvær
• Problemer med at forstå abstrakte idéer (så jeg skriver dem ned bid
for bid, så forstår jeg dem ofte bedre) • Jeg er ikke i stand til at
træffe et valg • Tænker/analyserer hele tiden • Nedsatte eksekutive
funktioner.
Nedsat socialt eller arbejdsmæssigt funktionsniveau: Ubehageligt at tilbringe tid sammen med andre • Har svært ved dagligdagsgøremål som madlavning, rengøring m.v.
Negative symptomer:
Har svært at indlede en samtale med folk, selvom jeg kan lide dem •
Skjuler mine følelser • Manglende selvtillid • ”Autisme” •
Træghed/langsommelighed • Manglende initiativ • Manglende interesser.
Andre: Stemningsudsving (tilsyneladende :D) • Er bange for at jeg skal gøre noget jeg ikke har lyst til (skade andre eller mig selv).
Tidligere symptomer:
Hørte ”negativ mumlen” •
Hørte ”støj fra fest” • Kunne se gennem øjenlågene • Folks ansigter
ændrede sig • Følte insekter på kroppen • Så insekter • Lugtede gift •
Smagte gift • Følte der gik en bag mig hele tiden • Følte der gik folk
rundt i vores lejlighed • Bange for spøgelser, guds straf m.v. • Hørte
uhyggelige lyde når jeg var alene og musikken spillede eller
støvsugeren kørte • Så edderkopper, uhyggelige ansigter, afskårne
hoveder når jeg gik i bad • Følte at der kom en hånd ud fra under
sofaen (en lang tynd uhyggelig en) og ville tage fat i mig og hive mig
ind under sofaen • Følte at mit hoved ikke sad fast til min krop og at
det svævede i luften • Grumme syns- og hørehallucinationer om at Satan
kom og hentede mig • "Så" ulykker inde i mit hoved • Jeg var bange for
at se mig selv i spejlet/bange for mit eget spejlbillede • Var altid
bange for at folk skulle dø fra mig • Mangel på energi • Mangel på
ansvar og initiativ • Depression og selvmordstanker (i perioder) •
Tanker og syn omkring død, ulykker, brand. Skulle bede til Gud hele
tiden for at mine elskede fik lov til at overleve.
Jeg har fået følgende medicin (opdateret 25/5-2013 som det eneste på denne side pt.):
- Zoloft (antidepressiva)
- Alopam/Oxazepam (benzodiazepin): 15 mg.
- Risperdal (antipsykotika): 4 mg.
- Remeron (antidepressiva)
- Lysantin (bivirkningsmedicin)
- Disipal (bivirkningsmedicin)
- Domnamid (sovepiller)
- Stilnoct (sovepiller): 10 mg.
- Imovane (sovepiller): Adderbadder! Never again ;)
- Seroquel (antipsykotika): 1300 mg. (jeg får nu 25-50 mg. som p.n. og evt. til at sove på).
- Trilafon (antipsykotika)
- Rivotril (benzodiazepin): 0,5-1 mg.
- Truxal (antipsykotika): 25 mg.
- Zeldox (antipsykotika): 160 mg.
- Orap (antipsykotika): 4 mg.
- Cisordinol (antipsykotika): 20 mg.
- Fluranxol (antipsykotika)
- Efexor (antidepressiva): 150 mg.
- Cipramil (antidepressiva): 20 mg.
- Abilify (antipsykotika): 10 mg. (det jeg får nu, har muligvis prøvet en højere dosis tidligere).
- Leponex (antipsykotika): 425 mg.
- Lamictal (stemningsstabiliserende): 150 mg. (det jeg får nu)
- Serdolect (antipsykotika): Kunne jeg ikke tåle, fik kløe over hele kroppen.