Siden er under opbygning. Der kommer meget mere!

OCD: (er der en grund til at angst er en del af ordet tvangstanker? ;-))
Min absolut værste tvangshandling/tvangstanke (jeg ved faktisk ikke hvad det er, da det jo er en handling i hovedet, men i og med at det er i hovedet, må det jo være en tvangs"tanke"?) er, at jeg hele tiden i hovedet "ser" disse frygtelige syn for mig, om at f.eks. min mors lejlighed brænder (jeg kan se den herfra hvor jeg bor). Jeg kan forestille mig at min søster, svoger og niece kører galt med bilen eller at min kæreste begår selvmord, fordi tingene ikke lige gik som de skulle. Det jeg lige har nævnt var vel i virkeligheden tvangstanken. Her kommer så den handling jeg må udføre for at de ting ikke bliver til virkelighed: Jeg vil ikke gå i detaljer, da det er vildt plat/barnligt, men jeg skal bede til Gud om at beskytte min familie m.v. Det er ikke nok med at tænke: "min familie, svigerfamilie og venner". Det skal være hver enkelt person for sig selv med korrekt "status" i forhold til mig (min nevø f.eks.) samt deres navn, for at der ikke hersker tvivl om hvem vi taler om. Dem jeg elsker allerhøjst kan jeg finde på at nævne et par gange ekstra, men så bliver jeg i tvivl og frygter Gud måske har glemt de andre, og så må jeg starte forfra med hele den lange smøre. Det føles som om det tager timer, og det driver mig virkelig til vanvid. ARGH!!! Problemet er nemlig, at når mine bønner ikke bliver hørt, så tror jeg jo det er fordi Gud har misforstået - ja faktisk tror jeg at han vil misforstå! - så jeg bliver nødt til at gå totalt i detaljer med alt!!!

Hvis jeg f.eks. ville bede til at jeg ikke dør, så bliver jeg nødt til at bede om ikke at få en livstruende eller invaliderende sygdom. For hvis jeg bedte til, ikke at dø, så ville Gud drage mig en invaliderende sygdom på halsen.

Ja mht. Gud, så er jeg (desværre?) meget troende, og det er på trods af, at jeg stort set er vokset op "uden Gud". Vi havde ingen Bibel, og ingen derhjemme fortalte mig om Gud, selvom i hvert fald min mor er troende. Vi lærte dog meget om kristendom i skolen, specielt de første år, da en fra klassen altid tiggede om at høre mere - hehe ;-)

Desværre tror jeg dog på at der er intet efter døden! Selvom jeg tror på at dem der er døde fra mig nogle gange lurer med herhjemme (og det gør mig bange!). Jeg tror også på at f.eks. min far og morfar sidder oppe i himlen og får sig en lille øl (det er en idé min søster har givet mig). Men når jeg engang dør…? INTET! Og det gør mig meget angst for døden selvom jeg til tider har lyst til at sige farvel til det hele.

Tilbage til OCD'en: Det kan også være, at det er mig der gør de frygtelige ting: Kaster mig selv/skubber min kæreste ud foran toget, sparker én i ansigtet der bukker sig ned, brænder dem med en cigaret m.v. Det ovenfor nævnte er frygteligt, men det er det her virkelig også!!! Her er jeg jo enten i fuld offentlighed eller også er jeg mindst sammen med en anden person, og nogle gange føler jeg, at de grimme tanker/"syn" går bedst væk hvis jeg lukker øjnene. Hvis man lige pludselig lukker øjnene i meget lang tid, vil folk tro man er mærkelig - basta! Og endnu bedre: Hvis jeg holder mig for ørene og skriger, så forsvinder de grimme tanker endnu bedre - og hvad vil folk så tænke? :-O *G* Men jeg prøver at holde facaden og bede til Gud det bedste jeg har lært (det bliver på et meget primitivt plan, da jeg ikke kan overskue så meget i en sådan situation).

Jeg har også en frygt når jeg er i bad for at se fugleedderkopper og døde kvinder (ja, jeg fik desværre set "Ondskabens Hotel" og nu frygter jeg altid den døde kvinde der var druknet i badekarret). Eller at der kommer et farligt mande/monster-hoved ind igennem toiletdøren eller at der ligger et afskåret hoved i toiletkummen. Jeg er ikke sikker på, om det sidste her, er en blanding af OCD og skizofreni? Altså… jeg ser ikke tingene 100% men 99,9% De er så livlige i mit hoved, at de kun mangler 0,01% for at være virkelige. Ved at jeg beder til Gud igen og igen bliver de ikke 100% virkelige.

Jeg har læst følgende om OCD:

"Hos nogle mennesker med OCD ligger der ikke tvangstanker bag handlingerne, men også disse personer oplever stærkt ubehag, hvis de ikke kan komme til at udføre deres tvangshandlinger."

Jeg tror det var der det gik så småt op for mig, at jeg også lider af OCD. Jeg har nemlig altid haft den med ikke at måtte træde på fliserne. Ikke fordi jeg troede verden gik under eller noget, men… ja, måske var det bare en dårlig vane. Jeg slap i hvert fald af med den, da jeg lærte min kæreste at kende. Det gik op for mig, at folk måtte tro jeg var idiot. Og min største angst er, at folk skal tro jeg er mærkelig.

En jeg ikke kan slippe af med er at tælle. Jeg tæller alt! Jeg kan simpelthen ikke finde ud af noget som helst hvis jeg ikke må tælle. Jeg vil ikke komme nærmere ind på det, blot nævne en lille ting som er at når vi ser fjernsyn, så skal volumen stå på de rigtige tal. Ulige tal er gode! Den skal helst stå på 17, 25, 27, 30 (er OK fordi det indeholder tallet 3) eller 33. Runde tal kan dog også accepteres. 3, 5 og 7 er de bedste tal :-) Når jeg hælder vand op i kaffekolben stopper jeg altid ved tallet 20. Mest fordi det har passet godt da jeg i sin tid startede med at tælle.

Når jeg prøver noget nyt, tæller jeg altid, og ud fra de erfaringer jeg gør mig første gang, kan jeg finde et tal, som er realistisk.

Men hensyn til hygiejne, så gør mine andre sindslidelser sådan, at jeg bliver ligeglad med personlig hygiejne. Derfor har jeg ikke det med at vaske mig igen og igen. Men jeg væmmes virkelig meget ved at skulle tage hår (og alle mulige andre "uidentificerede objekter" *gys*) op fra risten, "affald" op fra vasken, gå ud med affald eller at røre ved offentlige håndtag - specielt på toiletterne. Det er nok lidt ud over det "normale". Den med håndtagene er en jeg har "arvet" fra min mor.

2007: Jeg tæller ikke så meget mere (kun den med fjernsynet kan jeg ikke slippe), men til gengæld er jeg begyndt at skrubbe negle hver gang jeg vasker hænder - altså med neglebørsten og den skal helst være hård. Hvad er det lige... når man kommer af med en tvangshandling dukker der en ny op...? Æv... :-/
 

Desværre er min OCD ubehandlet, da jeg lider af skizofreni, og den får skylden for alt. De mener, at hvis de kan få kål på skizofrenien, så er min lykke gjort. Dvs. faktisk har jeg fået af vide mange gange, at jeg aldrig vil blive rask. Fed fremtidsudsigt!

Som afslutning vil jeg komme med endnu et oplysning om OCD jeg har fundet på Nettet:

OCD er IKKE en sindssygdom, da OCD-ramte med deres fornuft kan lægge afstand til deres tvangstanker- og handlinger.

Tilbage til Menuen

--------------------------------------------------------------------------------

SKIZOFRENI:
Tit tænker jeg, at det bare er fordi jeg er doven, og at jeg ikke er syg (måske fordi ens omgangskreds nogle gange "kommer til" at tænke sådan, selvom jeg er omgivet af meget forstående mennesker). Men så tænker jeg på alle de gange hvor jeg er alene hjemme, og er panisk angst fordi jeg tror der er "nogen" eller "noget" i min lejlighed. Det kan godt "bare" være en indbrudstyv, men så sandelig også en morder, et monster eller et spøgelse!!!

Tilbage til Menuen